Arleth

Åbningstider

Mellem jul og påske:

I er velkomne alle dage efter aftale

Opdateret: 15/03 2024
showboat
Showboat band med Farøbroen i baggrunden

Til september 2002 løfter Kommunekreds Falster sløret for Danmarks største, sejlende skulptur – det mest markante kulturskib set i danske farvande – intet mindre end en kulturfugl søsat af Kunstnergruppen 7·9·13:

SHOWBOAT

7·9·13 har hyret det gode skib Ida, der til daglig fungerer som færge mellem Stubbekøbing og Bogø, og udsat dette regionale bindeled for deres kærlige behandling. Og der bliver ikke lagt fingrene imellem, for skibet omdannes til en perlehøne af dimensioner: 31 gange 12 meter! En sejlende skulptur, der bliver lyssat og vil kunne ses viden om i septemberaftnernes blide mørke.
Det tekniske arbejde udføres af Stubbekøbing Maskinværksteds dygtige smede og kranfolk i disse dage under Hans Jensens kyndige vejledning. Alle kræfter er sat ind på at klargøre hønen til sin første svømmetur. 7·9·13 idemagerne bag Showboat er kunstnerne Vif Dissing, Anette og Michael Arleth, Mona Nielsen og Em Hess. De inviterer publikum ud på en aftensejlads i de beskyttede indre farvande omkring Falster i dagene fra d. 9. til d. 15. september.

"Vi kan love kulturskibets gæster en stor, stor oplevelse", udtaler Vif Dissing, "for Showboat vil danne rammen om en multidimensional koncert med alle mulige typer musikalske og dramatiske indslag. Kapelmester, jazzpianist Nicolaj Hess har sammensat en vifte af swingende musik, smukke sange, bevægende ord og medrivende bevægelse."

Nikolaj Hess, der er velkendt bl.a. fra egen Nikolaj Hess Trio og samarbejde med Ulla Henningsen og Etta Cameron, har dannet et hold af eminente musikere og performere specielt til lejligheden:
Sanger Lone Selmer, skuespiller og sanger Sanne Graulund, bassist Jens Skou Olsen, trommeslager Mikkel Hess og percussionist og afroekspert Lars Stork. Flere af de medvirkende er multiinstrumentalister, så udover de nævnte instrumenter bliver der spillet på harmonika, guitar, violin og masser af afrikansk percussion mm.

 

Se videoen om Showboat

Der sejles ud fra Stubbekøbing, Orehoved, Guldborg og Nykøbing Falster.

Showboat lægger fra kaj - foto: Fin Jørgensen, Folketidende

Foto:Flemming Arnholm - Spektrum Film

"Down to the river to pray" seksstemmigt

Foto: Finn Jørgensen, Folketidende

Forventningsfulde lys- og lydfolk

"Når færgen Ida, forklædt som Showboat, i denne uge stævner ud fra de falsterske havne, er den ladet med sang og musik af en helt speciel karakter – og er man ikke med ombord, kan man nyde synet af en kæmpemæssig "Perlehøne", der som en lysskulptur lyser op i sensommernatten og spreder hotte rytmer i det tiltagende mørke.
… Næppe en krusning på vandet, men til gengæld var der bølgeskvulp over musikken, der udfoldede sig med en rasende energi…
Det musikalske program samler sig under sejladsen til en helhed, som spejler både det nationale, og lokale og globale, mens lysene fra Bogø, Farø-broens profil og Stubbekøbings havnefront med den markante silo tegner sig som perspektiverende kulisser langt ude i mørket, som langsomt bliver tættere. Når musikken og sangen går frisk over Grønsunds vande, akkompagneres den af færgemotorens monotone dunken of af fartøjets øvrige lyde, og ind i tilhørernes oplevelse glider også den friske søluft og skibets dufte af tjære og tovværk.
En koncert af denne særlige art har man aldrig før oplevet på disse breddegrader. Nikolaj Hess' orkester signalerer en helt usædvanlig spilleglæde, og de to sangerinder er et fund for det usædvanlige koncertarrangement. Hver for sig synger Lone Selmer og Sanne Graulund, så nakkehårene rejser sig, og når de synger duet er der noget helt særligt på færde.
I det hele taget foldes der mange talenter ud over hele linien på den musikalske færgetur. Musikerne brillerer hver især på deres forskellige instrumenter … og gav også et eksempel på hvordan et skib lyder, da de – som Safri Duo kunne have fundet på – begyndte at slå løs på færgeinventaret, væggene, koøjerne, brandslukkerne og instrumenterne. Da begyndte fartøjet at vibrere rytmisk og for alvor at ligne en showboat."

K.E. Wats i Folketidende d. 9/9 2002.



Nikolaj og Mikkel Hess i intense øjeblikke

Lars Stork får trommeskindet til at sitre

Jens Skou Olsen og Mikkel Hess

Foto: K.B. Nielsen

Perlehønen blev efterfølgende opstillet på Stubbekøbing Havns grusværk frem til 2007.

Perlehøns lever mest i Afrika, og deres plettede fjerdragt camouflerer dem overfor fjender. Det er karakteristisk, at hovedet er forsynet med forskellige prydelser. Nu har man så i sommer set en perlehøne i Stubbekøbing og omegn, svømme rundt i de indre farvande omkring Falster. Det må nok være den særlige art Rødøjet perlehøne, at dømme efter det usædvanligt rødglødende øje. Det er en mere havlevende art end sine afrikanske slægtninge, ja af nogle biologer anses den for at være beslægtet med vandhønsene.

Nu er der på det sidste sket det, at Perlehønen har lagt sig til rette oven på Johannes Ejbyes sortérværk, hvor den har godt udsyn over hele havneområdet. Den har åbenbart en særlig forkærlighed for Stubbekøbing havn, for det er der den især er blevet observeret.

Spørgsmålet er, hvad den laver deroppe. Visse fuglearter, for eksempel store rovfugle som ørne og kondorer, placerer deres reder på høje, utilgængelige klippefremspring. Nu er der så vidt vides aldrig påvist nogen ynglefund af den Rødøjede perlehøne, så man ved nærmest intet om dens ynglebiologi.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Perlehønen faktisk har bygget rede oppe på sortérværket, og at der derfor er tale om en høne. Det kunne være meget interessant, hvis der var nogen observationer af en perlehane, som kunne bekræfte denne formodning. Men muligvis må man afvente, om der en dag viser sig et kuld Rødøjede perlekyllinger på gaderne i Stubbekøbing.

Johannes Ejbye har i hvert fald fået en ordentlig slughals på kost deroppe på sortérværket. Kisel lægger daglig til kaj og hælder mange tons kråsesten og redegrus i fodertruget, som er opstillet foran Perlehønen.

Det med gruset har i øvrigt været anledning til navneforvirring, idet nogen har ment at der var tale om en grushøne. Det kan helt afvises, idet det latinske slægtsnavn grus henviser til traneslægten, hvoraf vi her i landet kender arten Grus grus, Tranen, som gæster Falster på trækket forår og efterår.

Det afsluttende nummer blev udført på stige og skibsskrog

Duet mellem Sanne Graulund og Lone Selmer

Foto:Sejr Krüger

Foto:Sejr Krüger

Der gås fra borde efter showet

Foto:Sejr Krüger

Foto:Flemming Arnholm - Spektrum Film




Top